Jeg, jeg.

Var der virkelig ild et sted? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Som i morges.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

At tale var blevet uoverskueligt. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Regnvejrsmeteor. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Oplæsning for intetheden.

Bøgerne tegnede deres egen retning. At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Hvad skulle glemmes? Du, du. Nu er der en uro i kroppen. Du, du. Ord. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du, du.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi er en samtale bag øjnene.

Ord. Brev. Kan jeg skrive sådan?

I et efterår ville jeg være flov. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Muren omkring ordene. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Det her er en leg. Under den blå, blå himmel. Du siger noget om solen.

Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det handler om overfladen.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Under murbrokkerne. I hvert sitefeed gror dine sætninger. Det her er ingen leg.Det her er ingen leg. Det her er ingen leg. Det her er ingen leg.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).