Af alt det lysende, reflekterende, matte. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Ensomheden i linjernes fald. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Stod imod, men skrev: intet.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Glashænder.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne var de eneste. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Der var noget som åbnede sig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At forvandle dette rum.

Hvad skulle glemmes? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Der var noget som åbnede sig. Sandet. Havde du kysset en anden?

Afsavn. Udsagn. Jeg skriver dagen igang, stille. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Diamantafkast. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Kan jeg være i dette landskab? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ikke den flod.

Glemmes? Gennem hullet i hegnet. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Skyen skjulte noget for fuglene. Tågen i skovene i udsigten.

Vi bliver verden. Hvad med den himmel?

Var jeg stille?Var jeg stille? Var jeg stille? Var jeg stille? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Jeg ryster en tilfældig bog.

Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Stofferne. Det er bare. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Solens pind.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Hvem var det, der skrev: Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Jeg har skrevet et kort til dig. Ordene, syrlige rifter af blod. Jeg skriver dagen igang, stille.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.