Som at læse glemte aviser.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg skriver dagen igang, stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg var nøgen i de dage. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Jeg skriver dagen igang, stille.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Bag træerne. Som nu i morges: Gennem hullet i hegnet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Dine diamanter lyser i min mund. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Muren omkring ordene. Det var før du kunne forsvinde.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Oplæsning for intetheden. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Grå.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

For hvert lag af betydning i stenene. Ilden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.