Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.
Jeg sad alene i solen. Farverne. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Dagene alene på landet. Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Min ene pen er rød og den anden sort.
Brev i april. Kullet. Jeg læste dine linjer
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
Udsigten var håbløs. Træerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.
Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Sådan svarede du.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Oppe på bakken.Oppe på bakken. Oppe på bakken. Kalken. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Nu er der en uro i kroppen. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Min ene pen er rød og den anden sort. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg skriver dagen igang, stille.
Et genert rum, et intimt rum.
Dine øjne. Vi har de samme øjne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Som nu i morges: Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.
Sandet. For hvert lag af betydning i stenene. Hvem var det, der skrev: Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvem var det, der skrev: Uforståelige sætninger at klæde sig i Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.
Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var det markerne du kom fra? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.
Om andre byer, andre verdener.