Jeg skriver dagen igang, stille. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Skovene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev mig vild i de dage. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg læste dine linjer Hvor længe havde du drevet i vinden?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Har vi de samme øjne? Når du siger mit navn, svarer min krop. Alting ligger bag alting. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. At forvandle dette rum til et andet. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var noget som åbnede sig. Bag træerne. Var det skovene du kom fra?Var det skovene du kom fra? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Dine sætninger. Du må ikke forsvinde.

Giver det mening? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sætningerne er et hav. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Det her er ingen leg. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Var det markerne du kom fra? Lysene lyste. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Glashænder. Udsagn. Du siger mit navn. Skriv i dine læber. Giver det mening?

Sætningerne er. Når du rør mig er vi hinanden. Jeg var din krop. Sad jeg? Jeg har dig. Et sted er der en. Sandet i mine tanker.