Brev i april. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Der var noget som åbnede sig.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Blæste det virkeligt? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningerne er et hav. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg skrev intet ned i den periode. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Nu skriver jeg igen på det stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan svarede du.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Var der virkelig ild et sted? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Afsavn. Udsagn.

Sandet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Et brev. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Har vi de samme øjne? I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad tæller du til? Sad jeg alene? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Vidste du det? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Blå.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.