Ikke var muligt at komme derind. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Blå. Under den blå, blå himmel. Grå. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg læste dine linjer Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Et genert rum, et intimt rum. Du siger noget om solen.

Blå. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg skriver dagen igang, stille. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Ilden. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg forsvinder ikke. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I læberne og i huden.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Du ville sige noget, du tav. Ordene, små toppe af skum. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Der var noget som åbnede sig. Min ene pen er rød og den anden sort.

Kan jeg skrive sådan? Noter. Beskrivelser. Uforståelige sætninger at klæde sig i Hvor vil det ødelagte sprog hen? At tale var blevet uoverskueligt. Hvad vil disse knuste sætninger?

Uforståelige sætninger at klæde sig i Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Var der virkelig ild et sted? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.