Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Et genert rum, et intimt rum. Under den blå, blå himmel.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det er bare. Blæste det virkeligt? For hvert lag af betydning i stenene. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningerne er et hav. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Altid er det dette langsomme blik.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Hvilken nat fulgte efter natten? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Bøgerne var de eneste. Ikke floderne i ørerne. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Var jeg stille? Sætningen løb videre igennem kæben. Det jeg kom fra..

Det ,der hænger. Det var skovene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.