I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Bøgerne varslede en kommende tid. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Der var noget som åbnede sig. Kan jeg skrive sådan? Mine linjer kommer igen.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Stod imod, men skrev: intet. Som nu i morges:

Glashænder. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Et brev. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. At tale var blevet uoverskueligt. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Noter. Beskrivelser. Noter. Beskrivelser. Kan jeg skrive sådan? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sådan noget. Du siger noget om solen. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Ikke var muligt at komme derind. Skyen skjulte noget for fuglene. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Lysene lyste.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Her er dagen allerede langt foran mig. Over murbrokkerne. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Nordlysets sitren i din stemme.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Dagene. Ugerne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det gør ikke noget.