Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Afsavn. Udsagn. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Alting ligger bag alting. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der hang figner henover udsigten.

Tågen i skovene i udsigten. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Fugle flakser i diodenattens klirren. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Solens sind. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I hvert sitefeed gror dine sætninger. Diamanterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. Så var der en, der lyttede til skovene. Muren omkring ordene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Om andre lande, andre folk.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg ved vi forsvandt. Det dybeste af alt er huden? Jeg går bare og venter på den milde måne.

I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

Skitser. Udflåd. Jeg har plads i min hud. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Oppe på bakken. Sover ASAP. Kalken. Bag træerne. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Jeg skriver natten i gang, stille. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.