Her er natten allerede et stort show. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Det?

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg sad alene i solen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Jeg skrev intet ned i den periode. Intimiteten i skriften Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Kan jeg skrive sådan? Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ikke glemme floderne i ørerne. Som nu i morges:

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Dine diamanter lyser i min mund. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg være i dette landskab? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Sad jeg alene? Hvad tæller du til? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det er bare. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Grå. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sad jeg alene? Du trak mig med til de yderste bjerge. Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Sådan er det. Sådan er det.

Ikke glemme floderne i ørerne.