Alting ligger bag alting. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Et genert rum, et intimt rum.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Er du på den anden side af havet? Jeg forsvinder ikke. Jeg skriver dagen igang, stille. Det her er ingen leg. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

På en rude.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Når du siger mit navn, svarer min krop. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Ikke søge ly.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. På en rude. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Her er dagen allerede langt foran mig. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sætningerne er et hav.

Nordlysets sitren i din stemme. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Det var før du kunne forsvinde.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.