Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Bag træerne. Som nu i morges: Gennem hullet i hegnet. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Dine diamanter lyser i min mund. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Muren omkring ordene. Det var før du kunne forsvinde.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Oplæsning for intetheden. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Grå.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

For hvert lag af betydning i stenene. Ilden. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du må ikke forsvinde. Udsigten var håbløs.

Jeg tror, du havde glemt den der. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Rifterne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Grå. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Hvor vil det ødelagte sprog hen?