Kan skriften være genert? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Muren omkring ordene.
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Hvem var det, der skrev: Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:
Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Sad jeg alene? Det var ikke skovene jeg kom fra. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.
Jeg, du, den.
Du må ikke forsvinde. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sådan svarede du. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan er det. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg tror, du havde glemt den der.
Brev i april. Sådan svarede du.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sætningerne er et hav. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!
Under den grå, grå himmel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste.
I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Dine diamanter lyser i min mund. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Bag træerne. Dagene. Ugerne. Bag stemplerne.
Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. På en rude.På en rude.
Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev mig vild i de dage. Bøgerne tegnede deres egen retning. Du skrev ikke længere. Solstorm. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.
Jeg sejler: alting sejler! I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Sletten forvandler sig til mørke og sten.
Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.
De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje.