Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Er du på den anden side af havet? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

På en rude.

Brev i april. Vi har de samme øjne. Muren omkring ordene. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Det er bare. Farvede ordene milde. Solstorm.Solstorm. Solstorm. Solstorm. Jeg læste dine linjer Ordene, små toppe af skum.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg var i din krop, og du? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg er på den anden side af havet. I læberne og i huden. Jeg forsvinder ikke. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. For hvert lag af betydning i stenene. Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg skriver dagen igang, stille.

Dagene. Ugerne. Vennerne.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

At forvandle dette rum til et andet. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Afsavn. På en rude.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Et genert rum, et intimt rum. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Glashænder. For hvert lag af betydning i stenene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skriver dagen igang, stille. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Noter. Beskrivelser. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Ordene, små toppe af skum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.