Og vi vågnede. Du må forsvinde.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Derinde bag skoven. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Var det skovene du kom fra? Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Og vi vågnede. Dine diamanter lyser i min mund.

Vi har hverken gardiner eller travlt.Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Jeg er på den anden side af havet. Dine sætninger.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det her er ingen leg.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Det var ikke markerne jeg kom fra. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Var det skovene du kom fra?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Intimiteten i skriften Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du siger noget om solen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du, du. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Som nu i morges: Jeg var i din krop, og du? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad skulle glemmes? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.