Var der virkelig ild et sted? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det er bare. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg skriver dagen igang, stille. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du kan være i dette landskab.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Du kan være i dette landskab. Jeg har skrevet et kort til dig. Var det markerne du kom fra? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sådan noget. Der var noget som åbnede sig. Du siger noget om solen.

Ilden. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Du kan være i dette landskab. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Har vi de samme øjne? Derinde bag skoven. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Øjne af regn fra det travle. Kan jeg smile i dine sætninger? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Hvad skulle glemmes? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Glemmes? Ikke søge ly i den flod. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. At forvandle dette rum. Et sted, forsigtigt.

Og vi vågnede. Giver det mening? Dit navn i skyggerne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Bare mørket. Et genert rum, et intimt rum. Dine. Der var intet som skulle glemmes.Der var intet som skulle glemmes. Du må ikke forsvinde. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Det ,der hænger. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at læse glemte aviser.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.