Kalken. Skyen skjulte noget for fuglene. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan svarede du.

Sætningerne er et hav. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Har vi de samme øjne? Afsavn.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Mørket kaldte vi bare for mørket.Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Et stort papir.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Blå.Blå. Blå. Blå. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Oppe på bakken. Ring til mig uden grund. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Der lå figner på jorden. Over murbrokkerne. Og vi vågnede. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Kan jeg skrive sådan? Trak du de yderste bjerge? Giver det mening?

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bagefter sad jeg i timer og læste. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg er på den anden side af havet. Dine diamanter lyser i min mund. Det her er ingen leg.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Intimiteten i skriften Ikke søge ly i den flod. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Gennem hullet i hegnet. Ikke var muligt at komme derind. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Ring til mig uden grund. Alting ligger bag alting. Sætningerne er et hav.

Du må ikke forsvinde. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.