Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Er du på den anden side af havet? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Du trak mig med til de yderste bjerge.

At se dig.At se dig. At se dig. At se dig. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Som nu i morges: Ikke var muligt at komme derud. Og vi vågnede. Du trak mig med til de yderste bjerge. Stjernekontinent. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvad skulle glemmes? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Stjernekontinent. Bag træerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Dagene. Ugerne. Vennerne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et brev.

Jeg har skrevet et kort til dig. Muren omkring ordene. Jeg var din krop. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Intimiteten i skriften Jeg havde endnu ikke mødt dig. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Og vi. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Som at læse glemte aviser.

Den afklarede himmel.

Ilden. Der var noget som åbnede sig. Rifterne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Du må ikke forsvinde. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Blæste det virkeligt? Men mit sprog er ikke fjendtligt.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Luften og jordens sange. Var disse linjer virkeligt virkelige? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Du, du. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

At forvandle dette rum til et andet. Ord.Ord. Ord. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Dagene. Ugerne.

Under den blå, blå himmel. Jeg sad alene i solen. Det her er ingen leg. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.