Jeg skrev mig vild i de dage. Der var noget som åbnede sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Brev i april. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Over murbrokkerne. Den sindssyge himmel. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Grå. Under den blå, blå himmel. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Det her er ingen leg. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Og vi vågnede.

Derinde bag skoven. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Der hang figner henover udsigten. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Nordlysets sitren i din stemme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Solstorm. En regning. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Afsavn. Udsagn. Farvede ordene milde. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Du kan være i dette landskab. Var det skovene du kom fra? Jeg var nøgen i de dage. Er du på den anden side af havet?

Som nu i morges: Sad jeg alene? Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Det giver mening. Mørket kaldte vi bare for mørket. Det er vinden gennem sivene. Afsavn.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Rifterne. Du siger noget. På en rude. Rifterne. Giver det mening? Hvad? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Sådan svarede du. Vi i det glitrende.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten, en fjern stemme, søvn. Det der blæser. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.