Jeg var i din krop, og du? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Intimiteten i skriften. Du må ikke forsvinde. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Blæste det virkeligt? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Er du på den anden side af havet? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg forsvinder ikke.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Solstorm. Alting ligger bag alting. Du trak mig med til de yderste bjerge. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Nu er der en uro i kroppen. Som nu i morges: Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Lysene lyste. Under den blå, blå himmel.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Farvede ordene milde. Ordene, små toppe af skum. Du siger noget om solen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tegnede din hud på alting. Der var intet som skulle glemmes. Der hang figner henover udsigten.

Lyset i ørknen i udsigten.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg læste i aviser, i glemslen. Der var noget som åbnede sig.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Du kan være i dette landskab. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.