Er du på den anden side af havet? Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. På et stort stykke hvidt papir.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Blå. Afsavn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Under den blå, blå himmel.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Hvad tæller du til? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Skyen skjulte noget for fuglene. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Den sindssyge himmel. Var det markerne du kom fra? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hvad skulle glemmes? Dine sætninger.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Muren omkring ordene. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Sad jeg alene? Jeg var i din krop, og du? Sætningerne er et hav. Var det markerne du kom fra?

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Skyen skjulte noget for fuglene. Og en anden dag: I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Under den blå, blå himmel.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Du må ikke forsvinde. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg forsvinder ikke. Har vi de samme øjne? Sad jeg alene? At forvandle dette rum til et andet. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ord. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Over murbrokkerne. Udsigten var håbløs. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.