Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Du kan være. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Vores land. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. De vigtigste. Giver det mening?

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Et genert rum, et intimt rum.

Blå. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Brev i april. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Giver det mening? Du må ikke forsvinde. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Vi har hverken gardiner eller travlt. Vores land.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Gennem hullet i hegnet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dette langsomme blik imod stenene. Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik.

Solens sind. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Blå. Altid er det dette langsomme blik. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Intimiteten i skriften. Du kan være i dette landskab.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Kan jeg skrive sådan?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sandet. Dine diamanter lyser i min mund. Blæste det virkeligt?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Har vi de samme øjne? Dine diamanter lyser i min mund. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Sandet. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Dagene. Ugerne. Vennerne. Dine diamanter lyser i min mund. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg tror, du havde glemt den der.