Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Det giver mening. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg var nøgen i de dage. Altid er det dette langsomme blik. Alting ligger bag alting.

Sandet. Glashænder.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Dagene. Ugerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg prøver dette tilfælde. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg har plads i min hud.

Jeg ved vi forsvandt. Som nu. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Ikke glemme.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Dit navn var alt jeg hørte. Vi har de samme øjne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Hvad tæller du til? Nu er der en uro i kroppen. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg har skrevet et kort til dig. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Dine diamanter lyser i min mund. Blå. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Ikke søge ly. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg sad alene i solen.

Du må ikke forsvinde. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.