Dagene. Ugerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

For hvert lag af betydning i stenene. Sætningerne er et hav. Under den blå, blå himmel. Sætningerne er et hav.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Dine diamanter lyser i min mund. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Et brev.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Om andre byer, andre verdener. At tale var blevet uoverskueligt. Glashænder. Hvem var det, der skrev: Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var noget som åbnede sig. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvem var det, der skrev: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Et brev. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Noter. Beskrivelser. Har vi de samme øjne? Stjernekontinent. Derinde bag skoven. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Intimiteten i skriften.

Tågen i skovene i udsigten.

Jeg sejlede omkring på alt. At en verden. Ikke var muligt at komme derud. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Det her er ingen leg. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sådan svarede du.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Jeg, du, den.

Blå. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Du, dette landskab. Jeg så små rystelser. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage. Det var før du kunne forsvinde.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Som nu i morges:

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Det er vinden gennem sivene.