Som at læse glemte aviser. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Lysene lyste.

Nordlysets sitren i din stemme. Dagene. Ugerne. Det gør ikke noget. Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Har vi de samme øjne? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nordlysets sitren i din stemme. Ikke søge ly. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi har de samme øjne.Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Vi har de samme øjne. Træerne. Sætningerne er et hav. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Lysene lyste. På et stort stykke hvidt papir.

Der var intet som skulle glemmes.Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. At forvandle dette rum til et andet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Blæste det virkeligt? Gennem hullet i hegnet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætningerne er et hav.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Et genert rum, et intimt rum. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi vågnede. Der var noget som åbnede sig. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste.