Sætningerne er et hav. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Ikke var muligt at komme derind.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvinder ikke.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et genert rum, et intimt rum. Vågnede.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sådan? Sætningerne er et hav. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Brev i april.Brev i april. Brev i april. Jeg har skrevet et kort til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Månens sind. Nu er der en uro i kroppen.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Nede ved havet. Det er aldrig det hurtige blik. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. På et stort stykke hvidt papir. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du kan være i dette landskab. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Farvede ordene milde. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. At forvandle dette rum til et andet. Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vores land. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mening? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

At forvandle dette rum til et andet. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stjernekontinent. Ordene, små toppe af skum. Dine diamanter lyser i min mund.

Glashænder. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du kan være i dette landskab.