Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Om andre byer, andre verdener. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skriver dagen igang, stille. Luften og jordens sange.

Om andre byer, andre verdener. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Solens sind. Sådan noget.

Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Dagene. Ugerne. Sætningerne er et hav. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Var det bare regnen? Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det handler om. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ikke var muligt at komme derind. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det handler om overfladen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Regnen, vinden imellem dine læber. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det var ikke skovene.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I natten, en fjern stemme, søvn. At forvandle dette rum til et andet.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Blæste det virkeligt?

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). På den del af nattens stilhed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Har vi de samme øjne? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Dette langsomme blik imod stenene.