Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Af alt det lysende, reflekterende, matte.Af alt det lysende, reflekterende, matte. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Der var noget som. Kan jeg smile i dine sætninger? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Et brev. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan svarede du. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Der var intet som skulle glemmes.

Og vi vågnede. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. For hvert lag af betydning i stenene.

Lysene lyste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Sådan her sejlede mine nætter. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Jeg forsvandt. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Og vi vågnede. Det handler om overfladen. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan er det. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Jeg var i morges. Bare mørket. Jeg tror, du havde glemt den der. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Alting ligger bag alting. Det gør ikke noget. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg var nøgen i de dage.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Blæste det virkeligt?

Et genert rum, et intimt rum.