Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Vi har hverken gardiner eller travlt. Du trak de yderste. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Intet glemmes.

Var der virkelig ild et sted?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Et genert rum, et intimt rum. Du, du. Stod imod, men skrev: intet.

Hvad skulle glemmes? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Og en anden dag: Du trak de yderste.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du siger noget om solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. De bløde bakker udenfor byen. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med!

Jeg ryster en tilfældig bog. Skitser. Udflåd. Dagene. Ugerne. Vennerne. Glashænder. Om andre universer, andre stjernesavn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Solstorm. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Dit navn var alt jeg hørte. Bøgerne tegnede deres egen retning. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Farvede ordene milde.

Jeg er på den anden side. Sandet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Uforståelige sætninger at klæde sig i Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Kan jeg skrive sådan? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Afsavn. Udsagn.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Havde du kysset en anden? Stjernekontinent. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.