Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg sejler: alting sejler! Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Det dybeste af alt er huden?Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sådan noget.

Kan jeg skrive sådan?

Nordlysets sitren i din stemme. Det dybeste af alt er huden? Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det handler om overfladen.Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Når du siger mit navn, svarer min krop. Dine diamanter lyser i min mund. Dine sætninger. Hvis jeg ville have dit blik. Sætninger. I læberne i huden.

Det dybeste af alt er huden?

Kan jeg være i dette landskab? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Der hang figner henover udsigten.

Kan jeg skrive sådan?

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Der var noget som åbnede sig.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg forsvinder ikke. Når du siger mit navn, svarer min krop. Alting ligger bag alting. Var det skovene du kom fra? Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Og vi vågnede. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Var det markerne du kom fra? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Og vi vågnede. Vi har de samme øjne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det var ikke skovene jeg kom fra.