Var det markerne du kom fra? Rifterne, rifterne. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg skriver dagen igang, stille. Blæste det virkeligt? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Kalken. Solstorm. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du, du.

Over murbrokkerne. Var der virkelig ild et sted? Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Om andre byer, andre verdener. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Træerne. Bag træerne. Kalken. At tale var blevet uoverskueligt.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Stolen jeg sad på knirkede i solen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg tænker smukke øjne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Oppe på bakken. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.