Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Var der virkelig ild et sted?

Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi er et party. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Lyset i ørknen i udsigten. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Giver det mening? Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg ser dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Stod imod, men skrev: intet. Bøgerne tegnede deres egen retning. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Luften og jordens sange. Glashænder. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Grå. Her er dagen allerede langt foran mig. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Udsigten var håbløs. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Som at læse glemte aviser.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Altid er det dette langsomme blik. Den sindssyge himmel. Kalken.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Nordlysets sitren i din stemme.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Oplæsning for intetheden. Ord. Det dybeste af alt er huden? Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg skrev mig vild i de dage. Sætningerne er et hav. Noter. Beskrivelser.

Nordlysets sitren i din stemme.