Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Dagene. Ugerne. Hvilken dag fulgte efter dagen? Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Under murbrokkerne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Som at læse glemte aviser.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Der var intet som skulle glemmes. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Stod imod, men skrev: intet. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Når du siger mit navn, svarer min krop. Stod imod, men skrev: intet. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Vi stod derinde. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det var før du kunne forsvinde.

Ring til mig uden grund.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Trak jeg de yderste?Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Trak jeg de yderste? Det er bare. Ikke søge ly i den flod. Farvede ordene milde. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Muren omkring ordene. Ord. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Ikke søge ly. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Udsigten var håbløs.

Sætningerne er et hav. Når du siger mit navn, svarer min krop.