Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. For hvert lag af betydning i stenene. At forvandle dette rum til et andet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg er på den anden side. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sådan er det.Sådan er det. Sådan er det. Vores land.Vores land. Luften og jordens sange.

Ordene, små toppe af skum. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Et genert rum, et intimt rum.

Ikke søge ly i den flod. Sætningerne er et hav. Rifterne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ikke søge ly. Vidste du det? Et brev. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Var det markerne du kom fra?

Du må ikke forsvinde.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Er du på den anden side af havet? Det handler om overfladen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Blæste det virkeligt? Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Jeg forsvinder ikke. Hvad tæller du til? Sætningerne er et hav. Hvem var det, der skrev: Jeg havde endnu ikke mødt dig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. I læberne og i huden. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Under den blå, blå himmel. Alting ligger bag alting. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.