Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Har vi de samme øjne?

Var det skovene du kom fra? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Du må ikke forsvinde. Kan jeg skrive sådan? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det jeg kom fra.. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne.

Stenene og træernes sange. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Bag træerne.