Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Altid er det dette langsomme blik.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Lysene lyste. Sætningerne er et hav. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Vi, vi. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen? På en rude. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg har skrevet et kort til dig. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Noter. Beskrivelser.

Hvad tæller du til? Nu er der en uro i kroppen. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Ord. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Kan jeg skrive sådan? Havde du fundet en grøn sten? Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Det var dine læber. Jeg skrev i en stråle af sol. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Du siger noget om solen. Kan jeg skrive sådan? Lå vi. Jeg ikke det der. Dette tilfælde:Dette tilfælde: Dette tilfælde: Dette tilfælde: Dagen på vores øjne.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.