Men noget blev i de tomme haller. Sætninger. Du kan være i dette landskab. Det kunne forsvinde. Du trak de yderste bjerge. Jeg ikke det der.
I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Sætningerne er et hav. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I den første nat så jeg kun det matte mørke.
Et genert rum, et intimt rum. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Derinde bag skoven. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.
Sætningerne er et hav.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Farvede ordene milde.
Et brev. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. At tale var blevet uoverskueligt.
Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. På en skærm. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.
Jeg går bare og venter på den fucking sol.
Jeg skriver dagen igang, stille.
Intimiteten i skriften Grå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg fandt en linje et sted under min reol.
Bagefter sad jeg i timer og læste. Sad jeg alene? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
Og vi vågnede.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.
Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Om andre byer, andre verdener. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bagefter sad jeg i timer og læste. Blæste det virkeligt? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.
Det er bare. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant