Afsavn. Udsagn. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Var der virkelig ild et sted? Hvem var det, der skrev: Uforståelige sætninger at klæde sig i Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Om andre byer, andre verdener.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Luften og jordens sange.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Blæste det virkeligt? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Solstorm.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Var jeg? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du, du. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg var i din krop, og du? Solstorm.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvilken nat fulgte efter natten? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Brev i april. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Skyen skjulte noget for fuglene.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Dagene. Ugerne. Over murbrokkerne. Skyen skjulte noget for fuglene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Solstorm. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Der var noget som. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.