Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. At forvandle dette rum til et andet.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ikke søge ly.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du ville sige noget, du tav. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Hvem var det, der skrev: Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Solens sind. Du siger noget om solen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Jeg ikke det der. Var det skovene du kom fra? Jeg er på den anden side af havet. At forvandle dette rum. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sådan er det. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og en anden dag: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Sådan er det. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Et genert rum, et intimt rum. Hvad skulle glemmes? Et brev. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Intimiteten i skriften Jeg kyssede en sommers morgenrøde.