Noter. Beskrivelser. Det handler om overfladen. Et brev. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Intimiteten i skriften. At forvandle dette rum til et andet. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvad tæller du til?

Du kan være i dette landskab.

Grå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Afsavn. Udsagn.

Kalken.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Gennem hullet i hegnet. Derinde bag skoven.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Under den blå, blå himmel. Hvilken nat fulgte efter natten? Grå. På en rude. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Farverne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Nordlysets sitren i din stemme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Farverne. Jeg sad alene i solen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Der hang figner henover udsigten.