At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Her er dagen allerede langt foran mig.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Lysene lyste. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Blå. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Har vi de samme øjne?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det her er ingen leg. Du må ikke forsvinde. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Brev i april. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sandstorm. Sad jeg alene? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du, du. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. På en rude.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det gør ikke noget. Dette langsomme blik imod stenene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Ikke søge ly i den flod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ring til mig uden grund.

Du siger noget. Har vi de samme øjne?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Var det skovene du kom fra? Du må ikke. Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Var dine drømme imellem læber?

Sad jeg alene? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du må ikke forsvinde. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.