Ord. Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev intet ned i den periode. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et genert rum, et intimt rum.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg har skrevet et kort til dig.

Nu er der en uro i kroppen. Et brev. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg skrev intet ned i den periode.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Et brev. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Ordene, små toppe af skum. Dine sætninger.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. At tale var blevet uoverskueligt. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Rifterne.

Bordet vipper. Var der virkelig ild et sted? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ordene, små toppe af skum. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Som nu i morges: Var det skovene du kom fra? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Træerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Altid er det dette langsomme blik. Altid er det dette langsomme blik. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Som nu i morges: Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Brev i april.Brev i april. Brev i april. Brev i april. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Var disse linjer virkeligt virkelige? Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Solstorm.

Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? På et stort stykke hvidt papir. Jeg havde endnu ikke mødt dig.