For hvert lag af betydning i stenene. Oplæsning for intetheden.

Kan jeg skrive sådan? Sådan så mine drømme ud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. De. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ville gerne give dig mine. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg går bare og venter på den milde måne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. At tale var blevet uoverskueligt.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Rifterne, rifterne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg forsvinder. Blæste det virkeligt?

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Dagene. Ugerne. Vennerne. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg var i morges. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det dybeste af alt er huden?

Uforståelige sætninger.

Det generte i skriften. Og tænkte kun på linjern

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. At dette andet.

I den periode: udsigten, stilheden. Havde du en sten? At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Hvilke krystaller lyste i dine ord?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Brev i april.

Et. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Er du på den anden side? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vidste du? Du skrev et sår i min fremtid.

Hvad?

Jeg har skrevet et kort til dig. Kan jeg skrive sådan? Mørket kaldte vi mørket. Dit navn var alt jeg hørte. Provinsen og gågadens sange.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Lyset i ørknen i udsigten. Den bekymrede er ude af sig selv.

Regnvejrsmeteor.

Har vi forskellige øjne?

Sandet i mine tanker. Mail i november. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Du siger mit navn.

Men noget blev i de tomme haller. Jeg skrev i en stråle af sol. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Stille? Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg ville gerne give dig mine. Dine.

Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed. Vi stod og lyttede.

Notesbog. Beskydning. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Muren omkring ordene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Skovene. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Et brev. Sandet. Blæste det virkeligt? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Det generte i skriften. Luften og jordens sange.

Der var noget som gled med videre. Sammen lå vi og kortlagde: Verden og dens lytten til sig selv. Du ville sige noget, du tav. Det dybeste af alt er huden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. At lytte gav ikke længere mening. Bordet vipper. Var der virkelig ild et sted? Dagene. Ugerne. Vennerne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, syrlige rifter af blod. Provinsen og gågadens sange. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.