Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er bare. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget som åbnede sig. Sådan svarede du. Ilden. Det dybeste af alt er huden. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Luften og jordens sange.

En uro i kroppen. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Dine læber, dine læber, dine læber. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og te

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. De bløde bakker udenfor byen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. At tale var blevet uoverskueligt.

Du havde tabt en linje i min drøm. Blæste det virkeligt? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bøgerne tegnede deres egen retning. Byen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Den sindssyge himmel. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke glemme. Udsigten var håbløs. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi er en samtale bag øjnene.

Et wack rum, et rum for stars.

Den skrøbelige. Kan jeg skrive? Vores.

Bøgerne varslede en kommende tid. Det giver mening. Trak du de yderste bjerge? Udsagn.

Jeg forsvinder. Et genert, et intimt rum. Vores. Tingene tøver. Jeg, ikke dig. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Det tøj er min krop på min krop. Var jeg?

Jeg prøver dette tilfælde.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Der var noget som åbnede sig. Der var noget som åbnede sig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Uforståelige sætninger. Vidste du?

Du trak de yderste bjerge. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Indimellem sagde du nogle ord. Jeg skriver dagen igang, stille. Der var noget som åbnede sig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vi er en samtale bag øjnene. Mørket kaldte vi mørket. Det var ikke skovene. Lysene lyste. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. I mørket, diamanter, dine øjne. Diamanterne. Skriv i dine læber.

Du siger noget om månen. Du må ikke. Og en anden nat: Jeg prøver dette tilfælde.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Den bekymrede er ude af sig selv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ordene, syrlige rifter af blod. Det tøj er min krop på min krop. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du ville sige noget, du tav. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Rifterne, rifterne. Mail i november. Bussen skrev til dig.