Nu er der en uro i kroppen.

Regnen, vinden imellem dine læber. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det dybeste af alt er huden? Blæste det virkeligt? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Intimiteten i skriften.

Men noget blev i de tomme haller. Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Ring til mig. Jeg læste glitrende blade.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Dine sætninger. Er du på den anden side af havet? Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt. Sms i den lysende sommer. Glasdråbehænder. Sådan trak du de yderste bjerge. Da jeg lyttede blev jeg bange. Oplæsning for intetheden.