Men noget blev i de tomme haller. Jeg fandt en linje et sted under min reol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.