Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Pludselig faldt dine drømme.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg går bare og venter på den milde måne. Du må forsvinde. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ved den smuldrende beton. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Der hang en nice frugt og dinglede.

Min vejrtrækning er søvnens uro, er den søvnløses uro. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bag træerne. Dine diamanter lyser i min mund. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Brev i april. Jeg læste dine linjer

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sådan svarede du. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt.

Vi er en samtale bag øjnene. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Var det markerne du kom fra? Du skrev et sår i min fremtid. Jeg forsvinder. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Intet, jeg modtog intet. Det var dine læber. På en skærm. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du havde tabt en linje i min drøm. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.