Træk sletterne helt ned til klipperne.
Jeg er på den anden side. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Du siger noget om solen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!
Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.
Som at skrive i koder. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.
millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.
Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der hang figner henover udsigten. Skoven forvandler sig til lysning og vand. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Skyen skjulte noget for fuglene.
Provinsen og gågadens sange. Trak du de yderste bjerge? Trak jeg dig med til de yderste bjerge?
Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg hviskede ind i din drøm. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ikke var muligt at komme derud. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.
Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Noter. Beskrivelser. Jeg skrev intet ned i den periode. Det dybeste af alt er huden?Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden?
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.
Den sindssyge himmel. Lysene lyste. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Et genert rum, et intimt rum.
Nordlysets sitren i din stemme. Ikke var muligt at komme derind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Her er natten allerede langt bag mig.
Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.
Hvad vil disse knuste sætninger? Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om andre universer, andre stjernesavn. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!