Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Et udadvendt rum, et favnende rum.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Skyggerne skyggede. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Der falder binære sansninger ud af min mund. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Det var ikke markerne jeg kom fra. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ordene, små toppe af skum. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Udsagn.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Byen. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Ilden. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Du ville sige noget, du tav. Sandstorm. Farvede et sår i dit første ord.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg skriver dagen igang, stille.

Der var noget som åbnede sig. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Sandet var forsvundet.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Kan jeg skrive sådan? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Zeitgeist. Shit. Show. Fugle flakser i diodenattens klirren. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Solens sind. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. På en rude.

Jeg var i din krop, og du?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Kan jeg være i dette landskab?

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.